Er du kørt fast, nedtrykt, opgivende, deprimeret, hænger med næbbet – kort sagt: Der er ikke noget ved noget, og det ser ikke ud som om, der bliver noget
ved noget – ingen lys for enden af tunellen 
Frem med papir og blyant, - hér er recepten:
Hver aften tvinger du dig selv til at notere 3 gode ting, der er hændt i løbet af dagen. Selv om du skal have den store lup frem, så er der altid et eller andet, som kan ses i et positivt lys: Du fik måske taget dig et varmt
bad, skiftet sokker, fik rejst dig fra stolen indtil flere gange, det lykkedes dig at lade være med at snerre ad konen et minuts tid – små ting, men de er ingen selvfølgeligheder 
Hver dag 3 nye ting, som du med lidt god vilje kan glæde dig over.
Det bliver langsomt nemmere, efterhånden
som du får ændret dit fokus blot nogle få minutter af gangen. Til din store forskrækkelse/glædelige overraskelse fanger du en dag dig selv i ligefrem at samle på de små glæder – og så er skuden vendt 
Metoden
virker 100% - Den fik mig på højkant efter en lang og svær periode i mit liv. Det minder lidt om at skifte radiokanal, - efter lidt mudren og skratten er du simpelthen stillet ind på nogle andre svingninger, og dit liv ændrer
sig tilsvarende. I stedet for "Fangekoret fra Nabucco" kommer der pludselig "Det er sommer, det er sol, og det søndag" ud i æteren.
Nogle kalder det "loven
om tiltrækning", - altså, det du sender ud, får du tilbage.
Man kan også sige, at det, du fokuserer på, vokser - så jo mere
dit fokus er på nutidens små glæder, jo mere svinder fortidens fortrædeligheder og fremtidens bekymringer ind. Der er simpelthen ikke plads til dem. - Kært barn har mange navne, men uaset hvad - så virker metoden
Det forekommer mig, at hele verden er ved at skifte radiosignal.
Det knaser og hviner, mens vi prøver at pejle os ind på det nye. Det er vel det, vi kalder krise. Det kan virke overvældende og deprimerende – men hvis vi nu hver især går på udkig efter 3 ting, og så
3 til, og 3 til…… så vil der ske ting og sager
Vi må først selv tage "den positive iltmaske" på, før vi
kan redde barnet, - for nu at tale i fly-sprog.
Det kan kun blive bedre – og det
er allerede 1 ting at glæde sig over....
God jagt!
